Der er visse ting, vi ikke fortæller nogen om, og ceremonien for at blive optaget som frimurer er en af dem. Optagelsen er et ældgammelt ritual, som er blevet overleveret igennem generationer, og den er fyldt med symbolik, som vi værner om.
Derudover er optagelsen en helt særlig og ubeskrivelig oplevelse for den, som søger ind i en frimurerloge. Vi har alle oplevet optagelsen for første gang, da vi selv blev optaget i logen, og det er et minde, man har for livet. Derfor er det også en særlig glæde at få lov at give den oplevelse videre til en ny logebroder.
Hvis du overvejer at søge optagelse i en frimurerloge, så læs her, hvad det kræver at blive optaget. Når ansøgningsprocessen er klaret, går der et stykke tid, hvor du forhåbentlig glæder dig, men sikkert også bliver i tvivl om, hvorvidt frimureriet i virkeligheden er noget for dig. Det er helt almindeligt og et aldeles sundt tegn på naturlig skepsis.
Når dagen kommer, hvor du skal gennemgå ceremonien, vil du sædvanligvis blive hentet af en broder, du har mødt under ansøgningsprocessen, som sørger for at få dig ind til logen og gjort klar. Efter optagelsen fejrer vi i fællesskab din optagelse, og at logen har fået en ny broder, og når aftenen er slut, vil du ofte også blive fulgt hjem.
For de fleste af os er ugerne og månederne efter optagelsen fyldt med spørgsmål, undren og refleksion. Vi vil hjælpe dig så godt, vi kan, men det bedste råd, du kan få, er at være åben, tålmodig og nysgerrig. Det tager tid at begribe den verden, der åbner sig for dig.
Til gengæld vil du med stor sandsynlighed opleve, at du allerede den første aften ser dig selv i et nyt lys og har en umiddelbar tillid til dine nye bekendskaber i logen, nemlig dine brødre.
